Mille blev født 22. januar 2004 og døde 1. august 2019 - 15.5 år gammel.

Hendes mor var Miki, Bicia's Innocent Inquiry, og hendes far var Simba, Rutara's Blanc Gilroy.

Mille var vores første bichon. Vi fik racen anbefalet, da der er astma og støvallergi i familien. Da jeg første gang så et billede af en bichon, var jeg solgt, og jeg gik straks i gang med at lede efter en hvalp.

Vi plejer at sige, at Mille valgte os - min datter og jeg. Da vi første gang sad på gulvet blandt Mille og hendes tre søskende, var det Mille, der søgte hen til os... og faldt i søvn i vores arme! Og så var det bare at vente på, at hun skulle blive gammel nok til at flytte hjem til os.

Mille elskede at blive kløet på maven, at køre i bil, at pille øjne og fyld ud af tøjdyr - og så var hun MEGET madglad. Derfor var vi omhyggelige med at veje hendes mad og fjerne rester, de andre måtte efterlade.

Mille kunne godt være en bestemt dame. Når det regnede, satte hun hælene i og nægtede at forlade huset. Regnvejrsdage skal soves væk! Efterhånden kom der også været andre dage, hvor hun ikke ville med ud at gå, sikkert fordi hendes gamle led generede hende. Så fik hun lov til at blive hjemme. Med en smule smertestillende klarede hun dog hverdagen glimrende.

I kraft af sin alder var Mille flokkens førerhund indtil sin død. Da Freja fik sit første kuld hvalpe, værdigede Mille dem først ikke et blik. Men da de var 3-4  uger gamle, så hun sig i sin gode ret til at ville overtage hvalpene. Måske meget naturligt hendes rang taget i betragtning, men noget uhensigtsmæssigt for både hvalpene og Freja. Løsningen blev at sende Mille på en længere ferie.

Mille selv fik hvalpe tre gange og nød derefter et langt og velfortjent otium.

Mille fik en korsbåndsoperation i efteråret 2013. I foråret 2014 og igen i forsommeren 2017 fik hun fjernet cancertumorer i brystvævet. I sommeren 2014 blev hun ramt af en bil i Holland (se dagbogen). Hver gang lykkedes det dog Mille at komme ovenpå igen, indtil en akut livmoderbetændelse betød, at det var tid til at sige farvel.